Mit iværksættereventyr
I over 15 år havde jeg solgt hjemmelavet slik på julemarkeder – en kreativ hobby, som voksede sig større år for år. I 2019 besluttede jeg mig for at tage springet: Jeg ville gøre passion til profession og skabe mit eget brand med fokus på naturligt, vegansk vingummi – uden gelatine, kunstige tilsætningsstoffer, gluten eller laktose.
Jeg lavede smagstest og brugerundersøgelser på julemarkedet det år, og responsen var overvældende positiv. Det gav mig modet til at skrive en forretningsplan, som banken godkendte – og kort tid efter fandt jeg lokaler til både butik og produktion. Drømmen var i gang.

Vingummi i glas – det var begyndelsen

Jul i den gamle Kongeby 2019, Nyborg

Butikken i Nørregade, Nyborg

Mit lille kogeri

Tørretid og klar til at blive pakket

Daværende hjemmeside/webshop
Fra idé til virkelighed
I begyndelsen af 2020 stod jeg med nøglerne til mit eget produktionskøkken og butik. Planen var at producere vingummi i små håndlavede serier og sælge det gennem en webshop. Butikken skulle fungere som oplevelsesrum – inspireret af de klassiske bolcherier i Nordjylland – hvor kunder kunne følge med i produktionen og selv sammensætte gavekurve med nøje udvalgte specialiteter.
Desværre ramte Corona-pandemien få dage senere, og hele Danmark lukkede ned. Det ændrede spillereglerne totalt – men ikke min drivkraft. I stedet for at give op, brugte jeg nedlukningen på at renovere lokaler, udvikle mit koncept og gøre klar til fremtiden.
Artikler fra Food Supply:
https://www.food-supply.dk/article/view/718944/jeg_skal_ogsa_have_knaekket_koden_for_lakrids
https://www.food-supply.dk/article/view/718242/vingummidronning_gor_klar_til_at_opskalere


Omstilling og læring under pres
Da restriktionerne trak ud, stod det klart, at jeg måtte tænke kreativt – og hurtigt. Butikken blev tilpasset, sortimentet udvidet med lokale produkter som lakrids, vin og chokolade, og webshoppen fik højere prioritet. Det hele voksede hurtigt, og jeg måtte ansætte hjælp til både produktion, butik og kundeservice.
Det blev en intens periode, hvor jeg havde mange kasketter på: indkøber, producent, sælger, marketingansvarlig og leder. Jeg lærte at prioritere, sige fra og justere, når virkeligheden ikke matchede planen. Og jeg lærte, at kreativitet er fantastisk – men kun når økonomien kan følge med.



Et farvel – og et nyt kapitel
I begyndelsen af 2023 måtte jeg erkende, at udgifterne oversteg indtægterne. Trods stor interesse og opbakning var det svært at komme ovenpå efter Corona. Jeg lukkede virksomheden – men ikke drømmen. I dag er projektet blevet en hobbyvirksomhed med julemarkeder, små produktioner og planer om måske at åbne en webshop igen og en butik, der har åbent 1 gang om måneden.
Jeg er stolt af det, jeg skabte. Jeg holdt fast i kvalitet og ærlighed, sagde nej til kompromiser – og lærte mere på to år end i noget job før. For mig handler iværksætteri ikke kun om vækst, men om passion, håndværk og det at glæde andre med noget man selv tror på.
Guldvinder ved Danish Liquorice Taste Award 2021

Hvad lærte jeg som iværksætter
At tænke kreativt under pres og se muligheder fremfor begrænsninger

At være løsningsorienteret og navigere i usikkerhed

At arbejde med hjertet og med hovedet samtidig med at tage nogle chancer

Hobbyvirksomheden
Selvom jeg har lukket den fuldtidsdrevne virksomhed, lever idéen og passionen videre. I dag driver jeg konceptet som hobbyvirksomhed – med fokus på små, håndlavede produktioner og deltagelse i udvalgte julemarkeder. Jeg producerer stadig efter den originale opskrift, uden kunstige tilsætningsstoffer, og oplever fortsat stor interesse fra både gamle og nye kunder.
Jeg håber, at jeg senere kan åbne en webshop og holde butikken åbent et par gange om året – i et tempo, der passer til både familie og arbejdsliv.
For mig handler det stadig om at skabe noget ærligt og velsmagende, med ro, balance og glæde i processen.
